PTSD er ikke kun krigsveteraner

Siden at jeg kom frem og fortalte at jeg havde de to diagnoser: Ptsd og Borderline, har jeg fået både støtte og had. Jeg vil sige der har været 90% støtte, så haden har ikke fyldt så meget, udover idag, da jeg igen fik en besked fra en ældre mand, der på Instagram skulle påpege at jeg skulle tage mig sammen og at PTSD kun var for krigsveteraner. Jeg bliver ofte bedt om at holde min kæft, når jeg nævner min diagnose, PTSD. Det er altid mænd, som snakker ned til mig, når det kommer til diagnosen. De mener ikke jeg har det, for jeg har jo ikke været i krig, som de skriver. Det ironiske er, at jeg har været i krig. Jeg har været i min egen krig, som var fyldt med frygt og kærlighed. PTSD kommer ikke kun hvis man har været omringet af bomber og skudepisoder, det kommer hvis man oplever stor frygt eller en traumatisk oplevelse. For mit vedkommende, så var jeg i et forhold til en fyr, som jeg ikke var stærk nok til at gå fra, før det blev rigtig grimt. Jeg var i et voldeligt forhold, til en fyr som valgte at straffe mig på de mest krænkende – og modbydelige måder. Der var få gange, hvor jeg kom hjem sent og hans måde at straffe mig på, når jeg var “heldig” ikke at blive slået, var at han åbnede min mund, med sin hånd og holdte mig op af væggen. Så spyttede han mig ind i munden og skældte mig ud, men med en lav stemme. Det var ofte et “skam dig” eller “din luder”. Han bestemte hvornår vi skulle have sex og hvis jeg ikke havde lyst, så holdte jeg ud, til det var overstået. Han bestemte også hvornår jeg skulle skubbes, holdes fast i, kvæles eller blive slået. Ligesom han også bestemte hvornår jeg skulle kysses, elskes og puttes. Han havde altid magten. I starten sagde jeg fra og til sidst, blev det hverdag. Det værste ved at komme ud af et voldeligt forhold er at folk altid skal stille spørgsmål til om det nu passer, om man ikke bare havde fortjent det eller godt kunne lide det, hvis man blev der så længe.. Og endnu værre, at skulle leve med PTSD som lærestreg, for at jeg ikke forlod forholdet. Og ved du hvad der er hårdere??

At have accepteret at jeg har PTSD, at bruge mit talerør til at sætte fokus på denne f*cking lorte diagnose – og så skal der sidde gamle mænd på den anden side af skærmen og sige kvinder ikke kan have diagnosen, at det vi oplever ikke var hårdt nok. Jeg er fyldt med så meget vrede, smerte og traumatiske minder – men samme tid så meget håb for fremtiden. “Det hele skal nok blive godt”, siger jeg til mig selv hver morgen. Men det hele bliver seriøst bedre for alle, specielt kvinder med diagnosen hvis vi sætter fokus på, det ikke er noget man skal skamme sig over – og slet ikke sige højt, fordi nogle skal betvivle en. Der er da fandme ikke noget værre du kan gøre imod et andet menneske end at sige de skal bevise hvor syge de er! Er det ikke logisk?

Og til alle mine følgere, som kæmper med PTSD. I er ikke alene – Sammen er vi stærkere og sammen kan vi sætte fokus på diagnosen. Skabe forståelse og respekt. Jeg er ofte blevet dømt rigtig hårdt på det adfær der høre med i at have PTSD. Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person. Jeg har skreget folk ind i hovedet, kastet en stol, et glas og andre ting efter folk, som provokerede mig eller gav mig et chok. Jeg har slået en fyr ned, som holdte mig fast. Jeg har gjort grusomme ting, men som jeg endelig kan forstå og sætte en stopper for, takket være både min medicin og hjælpen fra psyk. Jeg har lært at det er ok at ligge sig under dynen i et par dage og ikke kunne overskue det mindste, for der lader jeg op og føler. Jeg har lært at jeg ikke er alene, der er faktisk mange andre som mig. Og jeg er ved at lære at styre min PTSD, så der hvor mit største traume ligger, hvilket er i badet, pga. min eks kæreste overtrådte min grænse dér, så har jeg lært at hvis jeg tager et 2 minutters bad, hurtigt med shampoo og vaske kroppen er jeg for det meste heldig at undgå at bryde sammen. Og hvis jeg skal have et længere bad, hvor jeg skal barbere ben og bruge en bodyscrub, så sidder min mor på en stol og snakker med mig imens. Det gør at jeg ikke er alene, hverken med mine tanker eller mig selv. Og når jeg får et anfald har vi udfra min kriseplan lært at hvis dem der er hos mig, sammen med mig nævner vejnavnene omkring mit barndoms hjem, så finder jeg lidt tilbage til virkeligheden. Og hvis det ikke virker, så siger jeg “Han er her ikke”, så mange gange og højt, til at jeg selv mærker og tror på det. Det er det der hjælper mig. Jeg er nysgerrig for andre der har PTSD, at høre hvad der fungere for jer. Jeg læser med i kommentarene. xx