Hey bloggen! Så kom afsnittet hvor jeg måtte forlade Divaer i Junglen og det skal vi selvfølgelig snakke lidt om. Natten inden jeg røg ud, besvimede jeg og røg på hospitalet med drop i armen (læs indlægget her) . Jeg havde det dårligt da jeg forlod hospitalet og det var ikke fysisk, men psykisk. Jeg var ramt af stor hjemve og havde ikke den der “fighter” gnist i min krop længere. Jeg havde ikke nogle venner tilbage, Sasha var rejst hjem, samme var Janni og jeg var uvenner med Maja. Jeg begyndte at snakke godt med Johnni og Roed, men det var jo ikke det samme. Jeg kan ikke sætte ord for at besvime i et andet land, i den situation og hvor man ikke må snakke med sine nærmeste. Da jeg kom tilbage fra hospitalet sad jeg udenfor mit værelse på det der hostel, røg en helvedes masse smøger og græd. Det var første gang under hele turen at jeg var alene og på daværende tidspunkt tror jeg vi havde været i Ecuador i 14 dage. Jeg blev ramt vanvittigt hårdt af hjemve, som aldrig før – at jeg seriøst begyndte at forstille sig, hvordan min kærestes kys føltes og lyden af mine forældres stemme. Jeg savnede at grine med mine veninder og jeg havde lyst til at ringe og fortælle dem, om alt hernede og da det gik op for mig savnet var så stort, sagde jeg til mig selv at jeg ville forsætte til jeg blev stemt ud. Jeg nægtede selv at gå og jeg nægtede ikke at kæmpe til det sidste, for så kunne jeg ikke se mig selv i øjnene. Jeg nægter at være typen der giver op.
De to dyster vi kom op i var lidt kedelige og jeg havde håbet på noget vildere, men det er også fordi de tidligere programmer har kryb og sådanne ting med, men.. Jeg var vildt ked af holdene skulle byttes om, men jeg prøvede at være positiv inde i mit hovede. Jeg prøvede endda at slutte fred med Caroline og være den voksne, i det jeg hev fat i hende og undskyldte for mit. Jeg tænkte at skulle det være sådan, at vi skulle slåes sammen så kunne vi ligeså godt få ro i lejren. Jeg mente selvfølgelig også de ting jeg sagde, i at vores krig burde slutte og i det jeg ser afsnittet, er jeg også ked af den forsatte herhjemme. Jeg kan ikke lide hende, hun kan ikke lide mig – Men jeg har ikke tænkt mig at forsætte noget mudderkast. Det var godt for mig at se afsnittet, hvor vi slutter fred.
Jeg vidste faktisk overhovedet ikke hvem der ville ryge ud. Jeg havde planlagt med drengene at skulle nogen ryge, så skulle det være Maja men jeg var faktisk begyndt at have det fint med hende igen og jeg begyndte lidt at stole på hende igen, når vi sad alene sammen eller gik og snakkede, så jeg besluttede mig for ikke at gå efter hende. Jeg følte egentligt ikke jeg havde den største chance, men jeg lovede mig selv ikke at give op, så jeg prøvede at aftale noget med Caroline og Maja, som ikke lykkedes. Det var helt mærkeligt at ryge ud, fordi jeg var en blanding af ligeglad, men alligevel lettet men også sur over Maja stak mig i ryggen. Men på den anden side, så havde jeg også planer om at gå efter hende og dér var jeg bare for langsom. Jeg var ikke ked af det eller følte mig knust over ikke at ryge længere, for jeg var så pisse stolt af mig selv og alt jeg havde formået at gøre i junglen. Jeg har brudt så mange grænser og oplevet noget jeg aldrig troede jeg skulle. Det er en ubeskrivelig oplevelse jeg har haft, som jeg er så lykkelig for, men jeg tror også det var godt at den sluttede der. Jeg havde hjemve, ingen venner at støtte mig op af og følte mig meget alene. Det kom ikke vildt meget bag på mig at de gik efter mig, da jeg jo var på hospitalet om aftenen, hvor de sad og snakkede – og kunne aftale, hvad der skulle ske, hvis vi endte i den situation og så havde jeg heller intet forhold til dem, så selvfølgelig så de mig ude.
At skulle give diamanten videre var ikke fedt, da jeg ikke havde noget forhold til nogle af pigerne. Caroline var min tidligere fjende, Rikke havde jeg lige forsøgt at smide ud og jeg var uvenner med Maja. Jeg havde håbet at jeg måtte give diamanten til en af drengene, for så havde jeg givet den til Johnni. På kort tid blev vi gode venner og man ser det ikke nok i programmet, men det er også fordi vi kun bliver filmet få timer om dagen. Vi havde det så pisse sjovt sammen i Junglen, på mine sidste dage og til vores grillfest, der gav vi hånd på at vi skulle spille sammen igennem det hele. Jeg gav diamanten til Rikke, fordi hun ikke havde løjet overfor mig, som de andre to. Jeg var ikke den største fan af hende, men hun var den eneste der ikke havde var uærlig overfor mig og det var der mit valg lå.
Da jeg havde givet diamanten videre, skulle jeg lave sync (interviews) i en times tid og så blev jeg kørt til mit hotel. Jeg fik min telefon i bilen og ringede til Boris, som den første og sagde han skulle skrive til hele familien at jeg var på wifi om 20 minutter, så de skulle blive vågen (det var vidst aften der). Da jeg kom op til hotellet, ringede jeg til min kæreste og var helt rørt til tåre over at høre hans stemme. Jeg fik fortalt ham, jeg var ude men jeg havde det godt – jeg smilte og græd samme tid, fordi jeg var så lykkelig over at skulle hjem til mine tryggerammer. Fuck, jeg havde savnet ham. I det jeg skriver det her indlæg, kan jeg mærke følelsen jeg havde i min krop, da jeg stod foran det hotel, med mine beskidte bare tæer og en smøg i munden. Min kamp trøje stank, jeg havde brug for et bad – Men jeg ventede, for jeg måtte høre hans stemme. Vi snakkede sammen i flere timer – og så snakkede jeg med venner og familie. Jeg skulle rejse alene hjem og jeg havde den VÆRSTE tur hjem, som jeg kommer til at skrive et indlæg om efter det her. For at sige det kort, jeg tudebrøllede på denne tur. Jeg blev strandet alene med 10% strøm på min iPhone i Madrid. I kan godt glæde jer til det indlæg..!
