At overleve.. og ændre sig

Så er jeg tilbage og vil forsøge at finde nogle ord for mine følelser og tanker. Dem har jeg nemlig haft fokus på den sidste måned, for første gang i mange år. Igennem årene har jeg følt smerte, banket det til jorden og ført mig selv ind foran kameraet, uden at være klar. D. 6 Juli tog jeg valget om at sige farvel, men det skulle ikke være så nemt – og det er jeg taknemlig for. De første uger var svære for mig, for der var jeg langt fra taknemlig for at det ikke lykkedes. Jeg var vred og ødelagt inden i. Jeg havde taget så mange piller at jeg var sikker på, det skulle ende nu. At ryge på hospitalet i en ambulance, vågne og se min familie knuste for så at blive kørt på den lukkede afdeling, er uden tvivl det hårdeste jeg har været igennem. Jeg har ikke tænkt mig at dele hvad der skete på psykiatrien, for det er mørkt og ubehageligt for alle at høre om – og generelt, ikke rart for mig at dele ud af. Men, jeg var selvdestruktiv og desperat. For mig har det ikke bare været hårdt at have både PTSD og Borderline, men ulideligt og smertefyldt. Istedet for at deale med mine følelser, røg jeg mig skæv, bevægede mig ud i selvdestruktive mønstre i form af kærlighed og venskaber.

Jeg ramte en psykose – og det er der måske mange der ikke ved hvad er, for det er noget de fleste bruger som udtryk for en person, der opføre sig skørt. Personligt vidste jeg ikke hvad ordet bestod af, før jeg skulle medicineres for en. Kort forklaret så var det for mig sket igennem min PTSD der ikke blev behandlet og taget seriøst. Jeg følte mig overvåget, forfulgt og levede igennem trauma, også kaldt minder, hver dag. Jeg var ødelagt til sidst og min hjerne slog klik. Jeg blev træt af alt der hed falske relationer, at blive udnyttet for profit, ikke at kunne styre mine følelser, tanker og at skulle gennemleve traumastiske oplevelser hver dag fik min krop til at sige; nok er nok. Jeg tog et egoistisk valg, fordi smerten ikke var til at rumme. Efter en måneds tid er jeg tilbage…

Jeg valgte at aflyse både det der stod til at være et sommerhit, som jeg havde tjent millioner på – Men også TV-programmer jeg stod til at skulle filme. Det gjorde jeg fordi at overleve et selvmordsforsøg fik mig til at indse, hvad meningen med livet er. Eller ihvertfald, hvad meningen med mit liv er. Og meningen med mit liv er ikke at være negativ eller udstille mig selv, for profit og opmærksomhed. Jeg har ikke brug for artikler i blade, men brug for at blive omfavnet og lyttet til. Folk har det med ikke at tage psykiske diagnoser for seriøst og det har jeg heller ikke gjort før nu, men det har ændret sig. Jeg har slettet tusinde billeder og er stadig igang med at unfollow mennesker der ikke er gode for mig – og generelt mennesker jeg ikke behøver at kigge på, når jeg tænder min telefon. Jeg har i mange år fyldt min hverdag med falske mennesker, men da jeg lå indlagt så jeg hvem der var ægte. En veninde igennem snart 9 år skrev ikke på noget tidspunkt til mig eller min familie, hun postede så en Instagram story hvor hun var skide fuld og dansede til min sang.. Og så sagde hun “Skud ud til Fie Laursen hun har brug for det”. Det gjorde hun Lørdag aften, da jeg lå på hospitalet og blev behandlet for min overdosis. Det var et kæmpe slag i maven. Drenge som Teitur og Jonass kom og besøgte mig på den lukkede, de havde en kæmpe pose med snacks med, lod mig græde i deres arme og fik mig til at grine over et spil basket – Trods jeg kun havde kendt dem i 2 måneder! Det er trist at man skal ende så langt ud, for både at mærke hvem der er ægte og hvad meningen med ens liv egentligt er. Men jeg er glad for det er sket, for jeg har aldrig været så klar i mit hovede, som jeg er nu. Jeg har taget hånd om mig selv og mit liv. Jeg tager ANSVAR, for min fremtid. Jeg er færdig med alt der føles meningsløst og ubehagelig.

Jeg kæmper stadig en daglig kamp med PTSD, hvor min Borderline er jeg ved at lære at forstå. Jeg har valgt at opsige min lejlighed, så jeg nu er ved at flytte hjem til mine forældre. Jeg er 23 år og ikke bange for at indrømme at når jeg skal tage et bad, sidder min mor på en stol og snakker med mig, så jeg ikke bryder sammen og føler mig fanget i et seksuelt krænkende øjeblik, som skete for mig under bruseren. Vi er nød til at italesætte psykiske sygdomme og sætte fokus, så folk kan forstå både følelserne og konsekvenserne der høre med, i deres handlinger. Jeg pudser ikke min glorie, for jeg har selv været en kæmpe kælling, men efter denne omgang har jeg lært at hvis der er nogle der siger 1+1=5, så giver jeg dem fucking ret. Så jeg kan få fred. Ingen kamp fyldt med drama og had er værd for mig at tage. Mit liv er vigtigt for mig og det samme er mit helbred. Jeg vil i fremtiden kun dele ud af det jeg faktisk har lyst til, jeg vil italesætte psykiske sygdomme og sætte fokus på det jeg synes er vigtigt. Og jeg er faktisk røv ligeglad med folk der vil savne den Fie der var ondskabsfuld, vred og grænsesøgende – for hun døde på havnen. Pigen jeg er bag facaden og frygten for at blive glemt, overlevede. Og hun er her for at gøre en fucking forskel, så tag mig i hånden og gå med mig ind i lyset, for snakke der skal ændre Danmarks fremtid. Jo flere vi står, jo stærkere er vi. Jeg vil bruge mit talerør, til at skabe en generation der retter op på unødvendig og modbydelig opførsel. Jeg kan ikke ændre vores verden, men jeg kan være med til at gøre en forskel – og der håber jeg mine læsere vil stå med mig! Lad os fjerne mørket og være lyset.