Påvirket af min abort

Eftersom at jeg valgte at åbne op omkring min pludselige graviditet og abort har jeg valgt at skrive en opdatering, på mine følelser og tanker efter aborten. I starten troede jeg ikke at jeg var påvirket, for det hele virkede som en god beslutning og det ved jeg stadig at det er, men jeg vil lyve, hvis jeg siger at aborten ikke har påvirket mit sind og mine tanker. Jeg har altid været imod abort, men følte at jeg måtte tage et valg der var sikkert for barnet og det ville være egoistisk at tage valget om at beholde det, når faren på forhånd havde truet mig med at tage barnet ud af mine arme, at jeg så aldrig ville se det igen og haft truende adfærd overfor mig. Valget om abort var ikke fordi jeg ikke var klar til at blive mor eller fordi jeg ikke ønskede barnet, det var fordi jeg var bange og frygtede for barnets liv og da de sagde barnet var en celle og at det intet kunne mærke endnu, så tog jeg valget, som nu har påvirket mig. Jeg ville ikke ønske jeg ikke havde taget valget, men det har påvirket mig på den måde at jeg siden jeg blev gravid, ikke har haft sex. Den sidste jeg havde sex med var ikke ham der gjorde mig gravid, det var ham som jeg altid ender sammen med i L.A, ham jeg altid kommer til at date når jeg er der, men der vidste jeg ikke at jeg var gravid. Jeg fandt ud af jeg var gravid, imens jeg datede ham og han støttede mig meget. Vi ser ikke hinanden mere. Jeg hoppede fra da jeg stod med en positiv test i hånden og kunne bare intet have med fyre at gøre lige der. Jeg skulle tage et valg og jeg skulle bare være alene. Vi har talt lidt siden, ikke meget. Han er en god fyr der bekymrer sig. Der var jeg heldig.

Jeg vil lyve hvis jeg siger aborten ikke har påvirket mig – Jeg føler at jeg ser baby’er overalt, det gør ondt inden i når folk joker om at få en abort, det gør ondt helt i maven og giver mig en klump i halsen, når jeg høre veninder sige ‘Vi glemte fandme kondom, fuck så må jeg få en abort hvis det er’. Av. Min facebooks tidslinje er fyldt med scanningsbilleder og glade forældre. Måske har de altid været det? Måske bemærker jeg det bare først nu? Jeg så en fyr fra Sverige meget kort, intet seriøst og vi havde heller ikke sex. Det er endnu noget aborten har påvirket mig med, men måske er det godt? Jeg ved ikke om det er noget der går over, men jeg føler mig ‘sex skræmt’. Det er ikke fordi jeg har mistet lystet, men jeg føler mig sårbar. Normalt har jeg godt kunne have sex af lyst, uden jeg behøvede at få et ‘Jeg elsker dig forevigt’ bagefter, men det kan jeg ikke mere. Jeg føler en sårbarhed jeg aldrig har mærket før, når det kommer til min krop. Ham jeg datede i Sverige var perfekt, han gjorde alt for mig, tog mig på fine middage, lagde intet pres på mig, lod mig hygge med hans familie og mødte hans venner, men stadig – Jeg følte mig slet ikke klar til at have sex, hvilket jeg normalt ville der. Jeg er sikker på at den næste jeg har sex med, bliver en kæreste, en jeg elsker og en der bliver i mit liv. For jeg har forstået alvoren af konsekvenserne ved sex, for selvom jeg beskyttede mig, så gik det galt og hvis det går galt igen, så skal jeg være sammen med en jeg elsker, for jeg skal aldrig have en abort igen. Det sagde jeg til mig selv, fra det øjeblik jeg vågnede op fra narkosen. Aborter er ikke prævention. Det er et liv man slukker for, det husker jeg mig selv på.

Vi var inde og se filmen ‘Bridge Jones Baby’, jeg tænkte slet ikke over det kunne føles mærkeligt efter min abort, men det gjorde det da filmen gik igang. Da hun lå og så hjertet slå op scanningen frøs mit blik helt, jeg græd ikke, men det følte jeg at jeg gjorde inden i. Mit hjerte gjorde ondt, jeg følte mig helt frosset, som jeg ikke rykkede mine øjne fra skærmen. Jeg så hele min scanning for mig, det var mærkeligt. Han vidste godt til min abort, han holdte min hånd og kyssede mig. Jeg rystede den følelse ud af min krop og så filmen videre, men flere gang frøs jeg ligesom ind i min egen verden af tanker. Jeg har efter aborten fået en trang til at gå igennem en graviditet, få et barn – Men jeg gør det ikke, for det er et dumt valg og det skal være med en jeg har kendt længe og en som jeg elsker meget højt. Det er bare en underlig følelse at gå og have baby drømme. Jeg har hørt fra andre veninder, som har gået igennem en abort de bagefter havde et par måneder hvor de havde lyst til at få et barn. Jeg ved ikke hvor lysten kommer fra, men jeg bliver ved med at forstille mig en mini-mig, som krammer sig ind til mig og kigger mig dybt ind i øjnene. Jeg forstiller mig hele tiden, hvor langt jeg ville være henne i graviditeten nu og hvor baby-sengen kunne stå. Det er mærkeligt og jeg ved ikke hvorfor jeg føler som jeg gør. Jeg fortryder ikke min beslutning om aborten, for normalt træffer jeg egoistiske valg der gavner mig selv, men det gjorde jeg ikke denne gang. Der tænkte jeg på en anden og det er det bedste jeg har gjort. Jeg er glad for mit valg, men det har også påvirket mig. Mon det går over.